Vi bruger cookies!

dagbladet-holstebro-struer.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladet-holstebro-struer.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Naziskat i Klosterheden? Tag med på jagten

Foto: MADS KRABBE FOTOGRAFI

Naziskat i Klosterheden? Tag med på jagten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Thomas tjener til dagen og vejen som ambulanceredder. Michael er ansat på museet. Begge er bidt af anden verdenskrig, og Dagbladet tog med, da de tog ud for at afdække endnu en bid af historien.

Indkommen SMS: »Det er anden verdenskrigs-effekter, de er på udkig efter.«

Sendt SMS: »Vidste det. Naziskatten.«

Indkommen SMS: »Nemlig.«

Grusvejens støv rejser sig i bagruden. I forruden venter eventyret.

»Blåt skilt ved Fruerhøj. Cirka en kilometer grusvej,« lyder den første vejanvisningen via SMS.

Kort efter kommer den næste:

»Vejen slår et knæk. 200 meter efter det er vi parkeret.«

Og ganske rigtigt.

Efter knækket og yderligere et par hundrede meter på en soltør grusvej og nær en lille sø holder en sølvgrå bil parkeret.

Man kan dufte lyngen og grantræerne i Klosterheden Plantage, mens fuglene fløjter lystigt i solskinnet. Men der er ikke et øje at se.

Ingen mennesker. Bare kuperet plantage så langt øjet rækker og i alle retninger.

»I skal gå mod vest, så går jeg jer i møde,« siger Michael Christensen i telefonen fra et usynligt sted inde i plantagen.

Og der er han så pludselig.

På toppen af en forhøjning, iført t-shirt og med et smil om munden.

»Det er den vej,« siger han og går forrest dybere ind mellem lyngen og over bakkerne, mod det som skal vise sig at være et stykke uopdaget krigshistorie fra anden verdenskrig.

l l l

Det var en kollega, der kom med tippet:

»Jeg hørte lige, at Thomas Bundgaard, der er metaldetektiv, skal en tur i Klosterheden og rende rundt med søgeapparatet,« skrev han i en email.

Det var der i sig selv ikke den store revolution i. Metaldetektiver er ikke et særsyn.

Men det var ikke kun Thomas og hans metaldetektor i Rolls-Royce-klassen, der skulle på »opdagelse«. Med skulle også Michael Christensen.

Og det var kombinationen af Thomas Bundgaard og Michael Christensen, der var interessant.

Thomas tjener godt nok til dagen og vejen som ambulanceredder. Men i fritiden er han amatørhistoriker - og der løber samme interesse for anden verdenskrig gennem hans årer, som der også gør i hans storebror Claus Bundgaards.

Men hvor storebror Claus har gjort historien til sin levevej som en af landets fremmeste eksperter på besættelsestiden, så er det for Thomas Bundgaard stadig bare en hobby.

Michael Christensen arbejder på museet i Holstebro. Han har ingen formel uddannelse som historiker, men er formentlig den største kilde til viden om Holstebro-området under besættelsen, og til efteråret er han på vej med en bog om Holstebro under besættelsen.

Med andre ord; De skulle næppe ud og lede efter potteskår fra jernalderen eller spor efter stolpehuse fra vikingetiden.

Klosterheden Plantage er stor. 6400 hektar eller hvad der svarer til 64 millioner kvadratmeter plantage, hvor der vokser alt fra ædelgran, bjergfyr, birk, bøg til plettet gøgeurt.

Mellem alle planterne kan man være heldig at spotte en grævling eller en ræv.

Der er også isfugle og kronvildt, og i vandløbene er landets største bestand af oddere.

Men hvad skulle nazisterne i plantagen?

Chancen for, at der lå en kasse med guldbarrer med hagekors indgraveret, er måske ikke stor. Men hvis der gjorde, så kunne den snildt have ligget der i mange år, uden at nogen ville have fundet den - og hvorfor ikke?

I maj 2013 dukkede der en historie op i stort set alle danske medier om, at der muligvis var begravet en gigantisk nazistisk skat i Asaa mellem Sæby og Hals i Nordjylland.

Kilden til historien var den dengang 90-årige Wilhelm Kraft, der i sensommeren 1944 for første gang i sit liv var i den nordjyske landsby Asaa.

Om sommeren havde han været matros på en ubåd, der ud for Bergen i Norge blev sænket af allierede bomber. Stærkt forbrændt blev han som en af kun tre overlevende overført til et lazaret i Skagen. Sårene helede, og Wilhelm Kraft blev forflyttet til en ny deling under den tyske »kriegsmarine.«

Sammen med 47 andre unge mænd - tre delinger i alt - blev han sat på et tog og kørt til Asaa, hvor skinnerne endte. Her skulle graves to store huller.

Ifølge den tyske soldat skulle hullerne bruges til at skjule en skat så stor og værdifuld, at den krævede flere togvogne.

Derfor var Wilhelm Kraft i maj 2013 vendt tilbage til det nordjyske for at oplyse alle, der gad høre om det, om skatten, der blev begravet under fire meter sand, muld og ler i udkanten af byen.

l l l

»Ha, ha, ha,« griner Michael Christensen, da han bliver spurgt om potentialet i en naziskat i Klosterheden.

Intet er som bekendt umuligt.

Men sandsynligheden for at det skulle være tilfældet er så lille, at han end ikke ville gide starte sin bil for at køre ud for at finde ud af det.

»Så er vi her,« siger Michael Christensen efter yderligere nogle minutters gang gennem plantagen til et sted, der med det blotte øje ligner alle andre steder.

»Man kan se dem tydeligt her,« fortæller Michael Christensen og peger ned i det, der mest af alt minder om en lyngbeklædt grøft.

Men den er gravet af feltspader, og den løber omkring 200 meter gennem terrænet og er en lille meter dyb.

»Det er løbegrave,« forklarer Michael Christensen.

»Tyskerne brugte området som øvelsesplads og skydeterræn.«

Thomas Bundgaard kommer til syne fra nogle buske.

På ørene har han hovedtelefoner, så han kan høre om metaldetektoren giver udslag.

Og han skal ikke svinge den mange gange langs kanterne af løbegravene for at kunne grave spor af fortiden frem i form af tomme patronhylstre.

På stemplerne i bunden af dem kan man se årstal som 1939, 1942 eller 1943, der angiver, hvornår patronerne er produceret.

»Jeg har også fundet det her,« siger Thomas Bundgaard og tager et stykke krøllet metal frem fra lommen.

»Det er resterne af en lysgranat.«

Håbet er der altid. Men chancen for at finde meget andet end patroner, tændsatser fra håndgranater og anden ammunition er ikke vanvittig stor.

»Man håber da altid at kunne finde en tabt hjelm eller noget andet. Men det er der ikke stor sandsynlighed for. Måske nogle mønter,« siger Thomas Bundgaard.

Hvad med et våben?

»Nej, det tror jeg ikke på. Hvis en soldat har tabt sit våben herude, så blev han tvunget til at finde det igen.«

Selv om mønter trods alt rimer lidt på skat, vil det højest være nogle småmønter, forklarer Thomas:

»Tyskerne sad jo her på kanterne og spiste frokost, og der kan sagtens være nogle, der har tabt nogle mønter fra lommen,« fortæller Thomas Bundgaard.

Som bevis har han taget tyske mønter fra anden verdenskrig med fra lignende fund.

»Jeg kan godt lide og gå og forestille mig, hvad de (soldaterne red.) har lavet og tænkt på. Og så synes jeg, at det er fascinerende, at man kan finde spor efter det i naturen stadigvæk,« fortæller Thomas Bundgaard.

l l l

For Michael Christensen er besættelsen også en besættelse. Det har den været i over 20 år, og for ham kan en skat komme i mange former.

Den behøver ikke at være omsættelig i hård valuta for at være værdifuld.

»Det er faktisk et meget velbevaret jordanlæg. Det finder man ikke mange steder i Europa.«

Og løbegangene og den megen afskudte ammunition er med til at fortælle yderligere en del af historien om Nordvestjylland under besættelsen:

»Mange af de tyske soldater, der var i Danmark under krigen, var her kun i korte perioder, før de blev de sendt videre til primært østfronten. Det her anlæg har formentlig været brugt af soldater, der havde fået en pause fra fronten og kom til »flødeskumsfronten« i Danmark. Så har de holdt deres færdigheder ved lige her, inden de skulle sendes tilbage til østfronten eller senere til Normandiet, da tyskerne blev presset på vestfronten,« siger Michael Christensen.

»Prøv at se her,« siger Michael Christensen og hiver et luftfoto frem over plantagen.

Der er ikke meget at se. Det er mestendels bare grønt i forskellige nuancer.

»Se så her,« siger han og hiver et nyt luftfoto frem.

Det er et sort-hvid-foto og taget engang i 1950'erne. Her kan man se tydelige hvide striber og pletter.

Striberne er løbegangene - inden de er vokset til.

»Hullerne er sandsynligvis morternedslag og huller efter håndgranater, hvilket viser, at de også har skudt med andet end gevær,« fortæller han.

For Michael Christensen drejer det sig om at få endnu mere viden om tyskerne, og hvad de lavede i området under besættelsen, og løbegangene i Klosterheden er bare endnu en lille brik i det store puslespil, som han på mere end 20'ende år forsøger at stykke sammen.

Brik for brik.

Oplysning for oplysning.

Selv om Michael og Thomas nu kan sætte kryds ud for endnu et sted på kortet over tyskernes færden, så var det faktisk ikke dem, der fandt stedet, selv om de opklarede mysteriet.

Det var en orienteringsløber, der ledte dem på vej.

Han havde løbet i Klosterheden, da han undrede sig over grøfterne.

Men det var først, da Michael Christensen fik set de gamle luftfotos, der oprindelig var til militær brug, igennem, at han var sikker på, at det var et skydeanlæg.

Epilog: Der blev som bekendt ikke fundet nogen hemmelig naziskat i Asaa. Om den var blevet fjernet, eller Wilhelm Kraft bare var kugleskør, er uopklaret, selv om det meste nok peger på det sidste. Hvis der ligger en begravet i Klosterheden, så ligger den der endnu.