Vi bruger cookies!

dagbladet-holstebro-struer.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladet-holstebro-struer.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Nazisternes to valgmuligheder: ja eller dø


Nazisternes to valgmuligheder: ja eller dø

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Moussa Maanaki, underviser og debattør
Morten Stricker/Scanpix Denmark
Debat. 

Når jeg befinder mig ved Vesterhavet, arresterer og tilfangetager bunkerne mine blikke, uanset hvor mine øjne forsøger at kaste dem hen. Disse ækle forrevne monumenter afslører vemodigt, at de stadig lever i sorg og armod, fordi de af skæbnen blev frarøvet, at værne om og ofre sig for deres nazistiske bygherre! Jeg står foran indgangen til en stor bunker og begynder at gå ind af den snævre indgang. Det føles skummelt, køligt og ret klaustrofobisk at færdes i den. Jeg forestiller mig følelsen af modvilligt at blive spærret inde i denne ækle bygning. Mon ikke det ville føles, som at opleve helvedet i levende live? Bunkernes bygherre var bl.a. kendt for at have bygget kamre, hvor man blev beordret til modvilligt at tage tøjet af og gå ind sammen med en gruppe mennesker, som også var nøgne, havde karseklippet hår, afmagret, nedslidte og syge. Man bliver ikke informeret om, hvad der skal ske i kammeret. Man tænker stille: "kan det være, at jeg skal dø"? Når kammeret er fyldt helt op, smækkes døren i lige efter den sidste er trådt ind, og der lyder en modbydelig lyd "thukkkk", idet nøglen låser døren! Der opstår pludselig en stilhed, der vækker en nervøsitet til live og får kroppen til at ryste, fordi man ikke aner, hvad skæbnen bringer. Noget tyder på, at man skal dø, men hvordan? Bliver det smertefuldt? Man prøver at overbevise sig selv om noget andet, selvom man er bekendt med sandheden! Stilheden tager sit første åndedrag. Man når ikke helt at føle den, inden den erstattes af en anden frygtindgydende lyd "ppppsssshhhhhhhh"! Man når knapt at mærke skrækken før gassen siver ud af de bruselignende installationer, og man falder død om. "Krishhhhh", porten åbnes! De magre kroppe samles op, og man bliver smidt på et bål, hvor der i forvejen er tusindvis af nøgne afmagret menneskekroppe!

Inden længe fylder lignende forestillinger mig med følelsen af grumhed og nedtryktheden, og jeg går ud af bunkeren! Udenfor bliver jeg mødt af Vesterhavets sublime skønhed, der på stedet forfører mig med dens mange lyde, syn og den energi, der frigives fra bølgerne, når de slår sig i smadder på stranden og falder til brus for atter at genopstå som bølger et andet sted. Tænk engang hvor mange, der gennem tiden er gået ind i bygningerne, som bunkernes bygherre har konstrueret og bygget og har oplevet, at døren blev smækket i, men aldrig oplevede den åbne igen! Da nazisterne befalede bygningen af disse bunkers på denne strandstrækning, fik de, der havde hjemme ved denne strandstrækning to valgmuligheder: de kunne sige ja eller dø! Er det ikke på tide, at fjerne disse monumenter, som udtryk for eliminering af den undertrykkelse og grusomhed, som denne bygherre har været med til at udføre?

Eller er deres tilstedeværelse en af de vigtigste udstillinger, vi har, idet de omhandler og beretter om, hvordan en ondskab som engang var så mægtig, i dag er forvandlet til noget så sørgmodigt, svagt og ækelt, og som dagligt forbandes af havets bølger og af menneskets sanser?

Da nazisterne befalede bygningen af disse bunkers på denne strandstrækning, fik de, der havde hjemme ved denne strandstrækning to valgmuligheder: de kunne sige ja eller dø.