Vi bruger cookies!

dagbladet-holstebro-struer.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladet-holstebro-struer.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Ugens Bagkant: Begrænset udsyn med 300 kilometer i timen


Ugens Bagkant: Begrænset udsyn med 300 kilometer i timen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Billede
Indland Danmark. 

Troels Mylenberg, chefredaktør, trmy@jfmedier.dk

Naturligvis vil det da være fascinerende, hvis brølende Formel 1-racere en dag kommer til at køre ræs i Københavns gader. Hvem har ikke fundet racerløbet i eksempelvis Monacos smalle gader dragende. Lidt som startscenerne i en James Bond-film, hvor et særligt sted på kloden udvælges til at lægge kulisse til et berusende indledende opgør mellem vores helt og skurken - som oftest mange af dem.

Så hviler alverdens øjne lige netop på den destination, og turistcheferne har dollartegn i øjnene. De ser for sig alle de fyldte hoteller, de mange restaurant-besøg, glade og rige mennesker fra hele verden, som fortæller videre, at lige præcis dén by eller dét sted er der, hvor man skal tage hen på ferie, hvis man vil være med på noderne, og hvem vil ikke det?

Så kommer byen eller landsdelen nemlig med på alle mulige fine lister, som opgøres hvert år af smarte magasiner og bureauer, som lever af at liste ting op, som så på en eller anden måde vedtages som værende smarte og uomgængelige for det moderne menneske, og for byers vedkommende som værende der, hvor skal hen, hvis man altså følger med, og hvem vil ikke gerne gøre det?

Måske det tydeligste eksempel - eller måske snarere ansigt - på dette fænomen kan ses, når Københavns socialdemokratiske overborgmester, Frank Jensen, sprængfyldt af stolthed fortæller vidt og bredt om, at hans by er nummer et på et eller andet fornemt magasins liste over verdens bedste byer. Formentlig et magasin, Frank Jensen aldrig havde hørt om, før han blev hovedstadsborgmester, altså dengang han bare var en almindelig politiker med rødder i Nørresundby i Nordjylland.

Men Formel 1 skal ikke til Nørresundby, det skal til København, og i den forgangne uge var nationens nyhedsmedier fyldt med begejstrede reportager, hvor man kunne følge racerløbsruten gennem storbyens gader, forbi Christiansborg, Det Kongelige Bibliotek og endda gennem Christianshavn. Tænk sig, racerbiler i byen, hurra! Det skal måske lige nævnes, at intet endnu er sikkert, det er blot ruten, som er blevet godkendt, og nu kan man så gå videre i den skrappe udvælgelsesproces blandt destinationer, der gerne vil have besøg af det gigantiske motorbrølscirkus.

Men hurra tænkte og sagde mange, og det er selvfølgelig både okay og helt naturligt. Når nu verden er besat af en eventkultur, der toppes af sportsbegivenheder som De Olympiske Lege, VM i fodbold, Formel 1-ræs og den slags, skal vi da også være med, hvis vi kan. Store arenaer popper op alle vegne, så alle de store navne også kan kigge forbi. Og ikke et ondt ord om det. Det er jo rigtigt, at der følger mange gode forretningsmuligheder med, og enhver ekstra vaffelis solgt i København frem for i Paris eller Rio de Janeiro er jo til gavn for Danmark og for os danskere. Omsætning er lig med velstand, og velstand er lig med bedre muligheder for det gode liv.

Men alligevel er der naturligvis grund for lidt god skepsis, for selvfølgelig bliver København ikke Monaco, bare fordi 20 formel 1-racere blæser Christmas-Møllers plads på Amager over ende. Lige så lidt som landevejen mellem Ringsted og Slagelse kan gøre det ud for Mont Ventoux, blot fordi den er med i et hjemligt cykelløb. Og sagen med events - altså det, der i gamle dage bare hed begivenheder - er, at de holder op. De går over, og pludselig er det noget nyt, der er smart og kommer i de fine internationale magasiner, og så kan man stå tilbage med sit trætte cykelløb, sit afdankede racerløb eller sin rustramte gigantarena med plads til alle de store stjerner, når det pludselig er noget helt andet, der hitter.

Så selvfølgelig er Formel 1 i København ikke noget, man skal gøre alverdens krumspring for at tiltrække. Man skal gøre sig kostbar, og så kan racerløbskaravanen komme forbi, hvis det passer os i stedet for, at vi står med hundeøjne og vifter surt opsparede pengesedler om næsen på dem, der allerede har nok.

Alle de mange millioner, man hævder at kunne tjene på det, kommer jo ikke gratis. Der skal investeres, for slet ikke at tale om al den ulempe, det medfører for alle dem, der bare gerne vil leve deres almindelige liv i hovedstaden. I forvejen gør man klogt i at konsultere de lange eventkalendere i de fleste byer, inden man bliver fanget i trafikomlægninger, særlige buskøreplaner, forandrede åbningstider og hvad der ellers er lagt ind af omtrent ugentlige forhindringer for bare at leve, som man plejer og passe sit liv og sit arbejde.

Men det hedder jo udvikling, og hvis ikke man er med på enhver galej, er man for afvikling, påstås det ofte. Lad være med at lytte til det. En by, i dette tilfælde København, er selvfølgelig både større og stærkere end Formel 1. Den var der før Formel 1, og den vil stå der efter Formel 1.

Det betyder ikke, at vi ikke skal bevæge os og lade os bevæge. Festuger, events, arenaer og pludseligt opståede fænomener og festivaler er udtryk for rigdom og initiativ. Det skal der være plads til, men på vore egne præmisser.

Måske er det også præcis det forhold, der gør diskussionen om danskhed og det internationale så interessant. Som nu hvor Dansk Folkepartis hjemvendte søn, Morten Messerschmidt, ivrigt og velsagtens imod bedre vidende kalder EU for en taberklub. Dette gøres uden nogen som helst skelen til, at samtlige af de nuværende 28 medlemsstater gennem de årtier, de har været med i EU, har løftet den nationale rigdom gevaldigt. EU har givet rigdom, fred og tryghed i en grad, vi ikke kunne have fået alene, men den slags fakta preller tilsyneladende af på Messerschmidt.

Hvad vi dog alle kunne savne i en tid, hvor vi rejser som aldrig før, er jo at skabe og give plads til det særlige, det anderledes og til den selvstændige udvikling. Her kan Messerschmidt have en uforvarende pointe i, at vi kan være bedre til at satse på det særegne frem for på det ens.

Det er ikke i modsætning til internationalt samarbejde eller til EU for den sags skyld. Det er ikke mure og grænser, vi mangler, men vi mangler måske nok mere mental plads til forskellighed, så vi ikke blot tager til en ny by, hvor butikskæderne er de samme som hjemme hos os selv, hvor kaffen og maden smager af det samme, og hvor de også har Formel 1-ræs, arenaer med de samme koncertnavne på plakaten og den samme mad på menukortene. Jovist bliver mange sikkert lidt stolte, når de ser et navn på en velkendt dansk butik på gågaden i et andet land, men det gamle mantra om, at ude er godt, men hjemme bedst, betyder jo samtidigt, at ude og hjemme helst ikke skal være for ens. Vi skal kunne se forskellene for at kunne sætte pris på dem.

Det handler om at kunne mestre den svære balance i at kunne en masse sammen og i fællesskab, men samtidig evne at værne om det særlige. Om kunsten at kunne se trygt ud i verden og lade sig inspirere uden at miste tilliden til det, vi selv kan og har og har skabt.

Det hedder vist udsyn, sådan noget som man nemt kan køre forbi uden at ænse med 300 kilometer i timen i selv den flotteste racerbil.

Selvfølgelig bliver København ikke Monaco, bare fordi 20 formel 1-racere blæser Christmas-Møllers plads på Amager over ende. Lige så lidt som landevejen mellem Ringsted og Slagelse kan gøre det ud for Mont Ventoux, blot fordi den er med i et hjemligt cykelløb.