Vi bruger cookies!

dagbladet-holstebro-struer.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladet-holstebro-struer.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Pænhedens ondskab


Pænhedens ondskab

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Lone van der Ploeg Olufsen, Svendborg
Billede
Danmark Debat. 

En dansker befandt sig for nylig i terroristens kugleregn i hjertet af Paris. Han kastede sig ned, ind i en port i håb om at mennesker, der befandt sig bag glasporten ville lukke op og lukke ham ind. Det ville de ikke. En Betjent beskyttede ham. Selv havde klogt lagt benene i skudlinjen, det mindst sårbare. Betjenten sørgede for at danskeren og andre mennesker kom i sikkerhed. Et meget beskrivende billede af vores egen forhold til vores udsathed: ondskab er noget, der bør være uden for vores "glasdør".

Men der er mørke kræfter, uden for os og inden i os, som vi må forholde os til. Ikke mindst pænhedens ondskab. Historisk set får "tog til tiden" en helt anden betydning i forbindelse med mennesket og fænomenet Eichmann. Under anden verden krig, satte han togtransporten af jøderne fra Vesteuropa til Østeuropa, i system. Loyal embedsmand, der blot gjorde, hvad han blev bedt om. Eichmann erklærede sig ikke-skyldig, da han jo ikke havde slået et eneste menneske ihjel, og at han kun var styreret af pligt, loyalitet og af at overholde loven. Psykiatere, der undersøgte Eichmann erklærede ham for normal. Han var ikke drævet af et hævnmotiv, og han følte ikke nogen skyld. Det som karakteriserede Eichmann, var, at han manglede empati. Han havde ikke evnen til at leve sig ind i andre menneskers situation. I Eichmann´s tilfælde, bag et skrivebord. Handlinger sat på "skinner". Hvad mennesker dog ikke foretager sig i normalitetens navn.

Den israelske stjernehistoriker Yuval Noah Harari skriver i sin bog: "Homo Deus", at fedme og de sygdomme, der er knyttes til overvægt dræbte i 2010 omkring 3 millioner mennesker, terrorister dræbte i alt 7.697 mennesker på globalt plan. Han stiller spørgsmålet, hvordan det kan være at det lykkes terrorister at dominer overskrifterne og ændre den politiske situation verden over? Svaret er: terroristerne har en evne til at få fjenden til at overreagere, som en flue, der trænger ind i en tyrs øre, hvor fluen begynder at summe, og tyren bliver vild af frygt og ødelægger hele porcelænsbutikken: terrorisme er i sin essens et show ifølge Yuval Noah Harari. Og hvis man skal sætte "destruktive" handlinger i perspektiv, begik 800,000 selvmord og 1,5 millioner døde af diabetes. Yuval Noah Harari konstaterer at sukker er mere farlig end krudt. (Yuval Noah Harari -"Homo Deus").

Fravær - af empati eller et meningsfuldt liv - kan fremprovokere destruktive handlinger. Som en ung kvinde, også kaldet "Kundbypigen", der søgte spænding og derfor ønskede at konventere til den del af islam, som udfolder sig voldeligt - hun søgte spænding og anerkendelse, set fra hendes side. Eller en midaldrende mand, der lever et liv som topleder, men keder sig bravt og ville derfor være rocker. Man kan ikke sige at disse mennesker grundlæggende er onde. Sandheden er nok nærmere, at noget mangler. Noget mangler i menneskenes liv. For eksempel, at kunne se tilbage på noget afgørende og meningsfuldt, som måske er udenfor normen, ser ud til være en betydningsfuld længsel hos mennesker i vores ellers pæne og velordnet liv.

Et liv med passion og følelsen af at høre til - kunne gøre en forskel, leve et meningsfuld liv et ofte noget mennesker længes efter, men er uden for rækkevidde, som jeg oplever det. Den canadiske journalist Graeme Wood har rejst kloden rundt og tilbragt tid med IS -sympatisører. Moralsk set en uhyrlig bevægelse - globalt set et "Åndens Kalifat", som drager. Gode til at sælge sig selv som skolens frække dreng med sexappeal og med flair for at gå i clinch med de civiliserede samfunds svagheder: fremmedgjorthed og skrøbelighed. Dæmoner og angst lever i et tomrum og her "fiskes".

Tænk på terrorhandlingen i Stockholm. Mange mennesker samlet efter terrorhandlingen. Og så går folk hjem. Intet er rigtig forandret. Ingen af de forsamlede blev forslåede. Ingen blev "rigtig" sårede. Gratis omgang og uden risiko - intet må stå i vejen for privilegierne. Indtil en dag et menneske går amok. Bare et eneste menneske går amok i terrorens navn, så er der show - time. Medierne tæppedækker og mennesker samles - luller sig ind i den gode vilje, det gode liv, som ofte er skjult egoisme, misforstået loyalitet og pligtfølelse. Terrorangreb ryster os, men ikke mere end at terror, til tider, også kan karakteriseres som et show. Minder os dog om menneskelig skrøbelighed og de sande værdier. I en verden hvor ondskab er udenfor vores radar. Hvor trist og forfærdelig terror er end er- for en stund kom de i Stockholm hinanden nær - blev lidt mere sande, som jeg ser det. Bare vi kunne tåle mere sandhed i dagligdagen, i stedet for tomme floskler - i det hele taget for megen tomhed. For megen plads til de dæmoniske og mørke kræfter. For mange tomme og hule ord.

I stedet tage de nødvendige opgør og fylde fraværet ud med noget, der nærer menneskenes hjerter - fra tomhed til fylde. Turde skabe rammer og kanaler for mulige potentialer, der måske stritter og er lidt rå som udgangspunkt - mindre pænhed. Frem for alt et opgør med de lidelser, der skabes i normalitets navn - fraværet: misforstået loyalitet og pligtfølelse eller en bevidstløs hyggementalitet, som kendetegnes ved fravær af passion, ofte uden afgørende mening for det enkelte menneske, der måske ikke føler, at det hører til, eller lever et sandt liv. Et liv næsten blottet for luft, der fra tid til anden står stille af bare afgørende fylde, som kan forvandle os, samle os og gøre os levende og overvinde ensomhed og forladthed - kun når terroren rammer - pænhedens ondskab.