Vi bruger cookies!

dagbladet-holstebro-struer.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.dagbladet-holstebro-struer.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Angreb på bedende muslimer i London var ikke terror

Journalist og blogger Angela Brink

Angreb på bedende muslimer i London var ikke terror

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det var en uslingedåd, at fredsommeligt bedende muslimer i søndags med forsæt blev pløjet ned af en bilist. Men der er ikke noget galt i, at de britiske myndigheder og medier er utilbøjelige til at klassificere det som terror. "I want to kill all Muslims," råbte den forbryderiske, etnisk britiske mand, der med en varevogn torpederede en flok London-borgere, der i tænksom ro og orden var på vej hjem fra bøn i deres lokal moske, Finsbury Park Mosque. Otte måtte på hospitalet efter angrebet, og en mand døde ulykkeligvis.

Kort tid efter angrebet tog debatten som sædvanlig fart på de sociale medier. Flere spurgte, hvordan det kan være, at når en mand med fuldt overlæg kører en gruppe mennesker ned, blot fordi de er muslimer, så kaldes det ikke terror. End ikke når manden angiveligt selv under angrebet har råbt, at det var hans hensigt at dræbe muslimer. Men myndighederne - og for en gangs skyld også medierne - har ret. Angrebet er - ud over at være det pureste niddingeværk - en klar hadforbrydelse. Men det er ikke terror. Lærde vil sikkert belære os om de tekniske definitioner på terror. Men centralt her er, at intet tyder på, at gerningsmanden har ville lave en samfundsomstyrtelse. Konkret har han set sig gal på en flok medborgere, der har en anden religion end ham. Men det gør ham ikke til terrorist, blot til et dødsens farligt fjols.

Mange af os, og sikkert også flere, end man skulle tro, hvis man alene læste dagbladet Politiken, kunne godt lide Danmark, som det var dengang, hvor de fleste var medlemmer af Folkekirken, og landets næststørste religiøse gruppe var jøderne. Vældig mange af os er også kede af at se, at de landevindinger, ligestillingsbevægelsen har gjort, for at kvinder skal kunne gå klædt præcis som de vil uden at blive betragtet og behandlet som skøger, i nogle kredse bruges til at iklæde sig tørklæde og tildække sig på en måde, der kun kan forstås som en objektgørelse og seksualisering af det at være kvinde.

Men netop det er, hvad kendetegner vores samfund, såvel som det britiske: Selvom der er noget, vi er mere enige i en andet, så går vi ikke fysisk løs på det. For alle må gøre, hvad de vil, så længe det vitterligt er noget, de selv vil, og så længe det ikke skader andre. Man må tro på alt muligt i London såvel som i Skævinge. Det kan aldrig nogensinde i en normal, nutidig, vesteuropæisk sammenhæng blive i orden at genere eller skade andre mennesker, fordi de forsamler sig for at bede til en guddom og i øvrigt har et trossystem, som stadig adskiller sig fra et flertal af europæernes. Manden i varevognen i Finsbury Park i London er ikke terrorist. For han vil ikke omstyrte den eksisterende samfundsorden. Han vil sikkert bare gerne tilbafe til dengang alle omkring ham lignede ham selv. Men de dage er forbi; både det britiske og det danske samfund har forandret sig uigenkaldeligt. Gerningsmanden fra Finsbury Park forstår dermed heller ikke den eksisterende samfundsorden, for i den er der i det daglige heldigvis både plads til tros- og forsamlingsfrihed. At kalde gerningsmanden fra Finsbury Park for terrorist ville være at forfladige den afgørende vigtige kamp, som alle vi, der vil fred og fordragelig og vestlig kultur står over for i form af de kræfter, som ønsker helt at erstatte vores europæiske samfundsformer med noget grundlæggende andet.